Efter 20 år hos Ingeniørgruppen: “Der er i hvert fald ingen risiko for, at man gror fast i 5 eller 10 års projekter” 

27. maj 2025

69-årige Jesper Højbjerre har været en del af Ingeniørgruppen i mere end 20 år, og inden teknikumingeniøren fik job der, blev det blandt andet til 20 års i entreprenørbranchen, hvor han sad på den anden side af bordet og arbejdede med projekter, der kom fra rådgivere som Ingeniørgruppen.

”På den måde lærte jeg Ingeniørgruppen at kende som et godt og stabilt firma. Den lokale forankring i Varde havde også lidt betydning i forbindelse med jobskiftet, for nu bor jeg kun 900 meter fra kontoret,” fortæller Jesper Højbjerre.

I dag varetager han en bred vifte af opgaver hos Ingeniørgruppen, herunder projekt- og byggeledelse, arbejdsmiljøkoordinering samt projektering og tilsyn med ventilation og CTS-systemer.

Blandt aktuelle opgaver og projekter nævner han ”ombygninger for Syddansk Universitet i Odense og Kerteminde”, ”5-års eftersyn for Bygningsstyrelsen på Syddansk Universitet i Odense”, ”afslutning af ombygningen af det tidligere rådhus i Skjern” og ”indledende undersøgelser vedrørende ventilation på Rækker Mølle Skole”.

Lavt til loftet og en flad organisation

Med mere end 20 år hos Ingeniørgruppen, der har afdelinger i Varde, Vejen og Holstebro, er han en af de medarbejdere, der har arbejdet for både den ”gamle” og ”nye” ledelse.

Hvordan oplever du at arbejde i Ingeniørgruppen under den ”nye” og yngre ledelse?

”Fantastisk lige som ved den tidligere ledelse. Nu er det dog krydret med nogle nye og nødvendige tiltag som renoveret kontorer, morgenmad- og frokostordning samt mange kollegiale sammenkomster.”

Samtidig oplever Jesper Højbjerre, at der som tidligere er lavt til loftet, en flad organisation, hvor de ældre og erfarne har store frihedsgrader til at løse opgaverne selvstændigt.

”Vi kender jo alle mottoet om, at tingene skal laves ordentligt og færdigt, uanset om økonomien kan være skredet undervejs,” siger han.

Stort set inden for hele paletten

Hvorfor vil du anbefale Ingeniørgruppen til dem, der søger efter job?

”Fordi vi arbejder med meget forskellige spændende mindre og mellemstore opgaver lokalt og rundt i landet, stort set inden for hele paletten af ingeniørfag. Der er i hvert fald ingen risiko for, at man gror fast i 5 eller 10 års projekter med 500 eller flere boliger, 30 kilometer motorvej eller et hospital,” siger Jesper Højbjerre og uddyber sådan her:

”Opgavespredningen hjælper på det samlede faglige overblik, så man hurtigt opnår erfaring med, hvad der skal ske, og hvad der er vigtigt for kollegaer i løsningsfællesskabet internt og eksternt med myndigheder, bygherre, brugere, specialister, arkitekter og så videre”.

Fakta om Jesper Højbjerre:

  • Alder: 69 år
  • Uddannelse: Teknikumingeniør i Bygning og Merkonom i Organisation
  • By: Varde
  • Familie: Kæreste, 2 børn og 9 børnebørn (inklusive kærestens)
  • Interesse: Motionscenter, samfundsdebatter og naturligvis familien

    Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk