Det er svært at lokke kvalificeret arbejdskraft til Nord- og Vestjylland: Hos Ingeniørgruppen i Holstebro er det lykkedes 

28. august 2025

Det er kendt, at det kan være en udfordring at tiltrække medarbejdere med mellemlang eller lang uddannelse til blandt andet Nord- og Vestjylland.

Mange vælger at blive i de større uddannelses-byer, hvor jobmulighederne er mange, og det kan gøre rekrutteringen i andre dele af Danmark til en hård nød at knække.

Det har Ingeniørgruppen, der har afdelinger i Holstebro, Vejen og Varde, måtte erkende, i forbindelse med etableringen af kontoret i Holstebro i foråret 2024.

”Det har været svært. Vi har haft mange samtaler med nysgerrige kandidater, men vi oplevede, at nogen sprang fra, da de sidder rigtig solidt og godt på deres nuværende arbejdsplads og var usikre på, hvad de ville få ved at skifte,” fortæller lederen af Holstebro-afdelingen Lasse B. Olesen, direktør og medejer af Ingeniørgruppen.

Trods udfordringerne er det lykkedes at ansætte tre medarbejdere, og der er tale om en vvs-installatør og to ingeniører.

”Vi har været heldige med at finde de rigtige mennesker, men vi er slet ikke færdige og skal gerne være flere på kontoret. Blandt andet konstruktionsingeniører og anlægsingeniører med 5-10 års erfaring er profiler, vi gerne vil have fat i,” siger han.

De mangler stadig hænder

Ingeniørgruppen arbejder med en bred vifte af opgaver – alt fra store butikker og lejlighedskomplekser til private boliger, renovering, nybyggeri og vejanlæg. Afdelingen i Holstebro har allerede etableret samarbejde med lokale arkitektkontorer, og interessen fra entreprenører vokser.

”Vores udfordring er fortsat at finde medarbejdere, så vi kan sige ja til flere opgaver og projekter,” siger Lasse B. Olesen og tilføjer, at medarbejdernes egne fortællinger om arbejdspladsen er med til at tiltrække nye kolleger.

”Vi har en meget flad organisation, hvor der ikke er langt fra top til bund, og vi går meget ind for frihed under ansvar. Samtidig har vi forståelse for, at privatlivet skal fungere – ellers fungerer arbejdet ikke. Min fornemmelse er, at det også er med til, at vi er i stand til at hente de medarbejdere, vi har brug for.”

Med tre nye medarbejdere i Holstebro viser Ingeniørgruppen, at det er muligt at lokke kvalificeret arbejdskraft til Nord- og Vestjylland, selvom det i mange brancher anses for at være svært.

”Vi vil gerne kigge endnu længere nordpå, når det kommer til opgaver, og jeg oplever, at mange, der har brug for rådgivning, gerne have den lokale forankring, og det er, hvad vi kan tilbyde,” siger Lasse B. Olesen.

    Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk