Marianne Sonne om jobbet hos Ingeniørgruppen: “Jeg kan give den fuld hammer og får masser af frihed på de projekter, jeg arbejder med” 

45-årige Marianne Sonne har taget lidt af en utraditionel vej til ingeniørfaget.

Hun er uddannet pædagog og arbejdede i en årrække med børn, men hun vidste et eller andet sted, at det ikke var den branche, hun skulle arbejde i resten af sit arbejdsliv.

”Et eller andet sted vidste jeg, det skulle være ingeniør,” fortæller hun, der startede på ingeniøruddannelsen i 2017 og afsluttede den i 2021 fra Aalborg Universitets satellit i Esbjerg.

I dag arbejder anlægsingeniøren med udgangspunkt i Varde, hvor en af Ingeniørgruppens tre afdelinger holder til.

Hendes arbejdsområde er primært ledningsplaner for spildevand, hvilket indebærer udarbejdelse og koordinering af blandt andet ledningsplaner og håndtering af de voksende regnvandshændelser samt byggemodninger, hvor både vejprojektering og vandhåndtering indgår.

Regnvand spiller en vigtigere rolle

Projekterne spænder vidt fra mindre opgaver som en tilbygning til en kirke til større byggerier som lejlighedskomplekser.

”For eksempel i Vallensbæk havde vi et større byggeri med lejlighedskomplekser. På det areal var der ikke meget plads til at få opbevaret vandet. Så det var som at lægge et puslespil, og det var spændende, men det gik godt,” forklarer Marianne Sonne.

Regnvandshåndtering fylder mere og mere i alle projekter, da kommunerne har skærpet kravene.

”Vi skal håndtere en 100-årshændelse, og det er ret nyt og dyrt med den slags krav, for det betyder, at der skal gøres plads til meget vand, hvis sådan en hændelse opstår. Udfordringen er at finde plads, hvis der på kort tid kommer så store mængder vand.”

Blandt de muligheder, der er, når det handler om at finde plads, er at involvere underjordiske magasiner, fodboldbaner eller parkeringspladser, hvor overskudsvandet kan ledes hen.

”Udfordringen er bare, at det er dyrt at købe jord til et vandbassin. Den plads, der bruges på det, kan der jo ikke bygges lejligheder eller butikker på, så det er vigtigt, at man kan være kreativ i sine løsninger,” forklarer hun.

En flad struktur

Marianne Sonne valgte Ingeniørgruppen under sin praktikperiode.

”Jeg søgte tre steder og kunne vælge alle tre, men valgte Ingeniørgruppen, fordi vi er så små her, at jeg kunne få lov til at brede mig mere ud,” siger hun.

”Her kommer man ikke til at sidde kun og lave det, man er blevet god til. Man får mulighed for at udfordre sig selv og arbejde med meget forskelligt, for vi er så få, at vi deles om opgaverne og sparrer på kryds og tværs.”

Hun fremhæver også den flade struktur og den direkte adgang til ledelsen som en afgørende faktor.

”Hvis man får en god idé, så gør man det bare. De er meget lyttende,” siger Marianne Sonne.

Her er der ikke noget med KPI’er

Hun er da heller ikke et sekund i tvivl, når hun bliver spurgt om, hvorfor nogen skal blive en del af Ingeniørgruppens hold.

”Vi har det godt sammen, og vi hygger os sammen. Hvis man gerne vil megastore projekter som motorvejsbyggeri, er det ikke her. Til gengæld får jeg altid mulighed for at give den fuld hammer og får masser af frihed på de projekter, jeg arbejder med.”

Marianne Sonne sætter også stor pris på, at hos Ingeniørgruppen er der ikke noget med, at en lang række KPI’er skal opfyldes.

”Udgangspunktet er altid, at det arbejde, vi laver, skal være i orden. Det betyder altså meget, at kvaliteten af mit arbejde er vigtigere, end det skal hastes igennem for at være sikker på, at der ikke bliver brugt flere timer end budgetteret,” siger hun.

Personlige fakta om Marianne:

  • 45 år
  • Bor i Varde med sin mand
  • Har tre piger (tvillinger på 20 år og en 16-årig, der er på skoleophold i Italien)
  • Fritidsinteresser: Strikning, fitnesscenter og renovering af hus

    Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk